Untitled Document

Find de enkelte racers avlskrav og avlsanbefalinger her
Avlskravene beskriver de betingelser, som begge forældredyr skal opfylde, for at hvalpene kan stambogsføres i DKK. I nogle racer er der også avlsanbefalinger, som det er frivilligt at følge.
Hvis ikke andet fremgår under racens avlskrav, skal udenlandske avlsdyr uanset køn, opfylde de samme registrerings- og sundhedskrav som DKK registrerede hunde. Kontakt DKK i god tid før parringen, hvis du er i tvivl. Se mere her


Generelt vedrørende avl med HD, AD og Rygstatus
Hunde med HD, AD eller IVDD Rygstatus K5 og derover, kan undtagelsesvist benyttes i avl, hvis de besidder andre egenskaber, der er vigtige at bevare i racen. I racer med avlskrav om HD/AD, må hunde med HD-status D og E eller AD-Status 3 kun bruges i avl én gang og kun med en avlspartner, der er fri (HD-grad A eller B, AD grad 0). Hvis hunden skal bruges i avl igen, skal mindst halvdelen af første kuld røntgenfotograferes og en evaluering skal indsendes til SU. I racer uden avlskrav skal avlspartneren til en hund med HD eller AD også være fri, men kravet om evaluering af afkommet bortfalder. Du kan læse om HD og AD her
I racer med avlskrav om IVDD Rygstatus, må hunde med Rygstatus K5 og derover kun bruges i avl én gang og kun med avlspartner med rygstatus K0, K1 eller K2. Hvis hunden skal bruges i avl igen, bør mindst halvdelen af første kuld røntgenfotograferes og en evaluering skal indsendes til SU. Du kan læse om IVDD rygundersøgelser her.